TIG-svejsning — Svejseprocesser

TIG står for -inertgas — og det er den proces, som alle andre måles op imod. Ved brænder mellem en ikke-smeltende og emnet. En inert gas — oftest — beskytter og elektroden mod atmosfæren.

Det afgørende: Elektroden smelter ikke med. Du styrer og varmetilførslen helt uafhængigt af tilsatsen, som du fører ind i badet i hånden som . Det giver dig en kontrol, som ingen anden proces tilbyder — derfor er TIG kongedisciplinen til rodsømme, tynde plader og sømme af høj kvalitet.

Poling & tilslutninger: Hvor skal hvad hen?

Ved TIG gælder en fast regel: Massekablet i pluspolen, brænderen i minuspolen (jævnstrøm, elektrode minus = DC−). Mange moderne invertere har symmetriske bøsninger — de ser ens ud, fordi de oprindeligt er beregnet til elektrodesvejsning. Er TIG-symbolet på maskinen slidt, hjælper et kig på gasstikket: Det sidder altid umiddelbart ved siden af minuspolen.

Desuden: Masseklemmen så tæt på fugen som muligt! Enhver svejsestrøm skaber et elektromagnetisk felt. Hænger du massen meter væk, tvinger du strømmen ud på en kæmpe omvej — følgen er magnetisk blæsning (Arc Blow): danser, slukker, sprøjter til siden.

Elektrodediameter og strømstyrke

Tommelfingerreglen: Diameter af wolframelektroden (i mm) gange 100 giver den omtrentlige maksimale strømstyrke. En 1,6-mm-elektrode tåler altså op til ca. 160 A, en 2,4-mm-elektrode omkring 240 A. Vælges den for tynd, smelter elektroden kugleformet væk og efterlader wolframindeslutninger i sømmen. Ved højere strømme er en lille standardbrænder ikke nok — så skal du have en større brænder eller et vandkølet slæbepakke, ellers brænder brænderen op i hånden på dig.

Wolframelektroden: Farven afslører doteringen

Elektroden er doteret med oxider, der forbedrer tændingen og øger strømbelastningen. Farven i elektrodens ende angiver typen (efter ISO 6848):

• Rød (2 % thorium) og orange (4 % thorium): Fremragende levetid, meget stabil , høj strømbelastning — tidligere standarden til DC. Men: Thorium er radioaktivt og giftigt. Slibestøvet må ikke indåndes. På grund af strålingen og bortskaffelsen er de på vej ud.

• Grå (2 % cerium): Den moderne allrounder — ikke radioaktiv, god tænding også ved lave strømme, til AC og DC. Den klassiske erstatning for thorium.

• Blå (2 % lanthan) og guld (1,5 % lanthan): Ikke radioaktiv, meget god tænding og høj belastning — også den sædvanlige thorium-erstatning.

• Hvid (zirkonium): Til AC på aluminium — meget stabil, kugleformet elektrodespids.

• Grøn (rent ): Klassikeren til AC på aluminium, men lavere strømbelastning.

Husk: I de fleste værksteder har grå (cerium) og blå (lanthan) for længst afløst de røde og orange thorium-elektroder — samme ydeevne, men uden radioaktivitet. Den, der stadig sliber thorium, har absolut brug for udsugning eller åndedrætsværn.

Elektrodeudhænget: dit gasskærms-skjold

Hvor langt elektroden rager ud af gasdysen, afgør gasskærmen. Som tommelfingerregel: Udhænget svarer nogenlunde til gasdysens indvendige diameter — ved standardanvendelser 5–8 mm. Rager den for langt ud, kommer elektroden ind i luftstrømmen, beskyttelsesgasklokken brister, og elektroden suger straks ilt — porøse, oxiderede, ubrugelige sømme er følgen.

Underlagsfælden

Kobber og aluminium leder strøm fremragende — men varme lige så godt. Et underlag af disse materialer trækker svejsevarmen og lynhurtigt ud af emnet: indtrængningsproblemer, deformation og revnedannelse. Bedre er en nikkelplade eller nikkelmåtte — den leder strømmen, men er en dårlig varmeleder, så processvarmen bliver i emnet.

Strømarten afgør materialet

• Jævnstrøm, elektrode minus (DC−): Til stål og rustfrit stål. Størstedelen af varmen går i emnet, indtrængningen er dyb og smal.

• Vekselstrøm (AC): Til aluminium og magnesium. Den positive halvbølge bryder den seje op („katodisk rensning"), den negative giver indtrængningen.

Anvendelser er overalt, hvor det skal være rent og tæt: rustfrie rørledninger, aluminiumskonstruktioner, titanium i flyindustrien, tynde plader og overalt af forbindelser af høj kvalitet.

Moderne maskiner: Frekvens, karakteristik og puls

Strømarten er kun den halve sandhed. Moderne inverter-maskiner giver dig en hel håndfuld skruer at dreje på, som gør den samme til et helt andet værktøj. Den, der kender dem, henter det dobbelte ud af sin maskine — den, der ignorerer dem, kører en Formel 1-bil i andet gear.

AC-frekvens: at samle

Ved skifter strømmen flere gange i sekundet mellem plus og minus. De klassiske 50 Hz er standard. Moderne maskiner lader dig hæve frekvensen — til 100, 200, ofte flere hundrede hertz. Hvad sker der? bliver smallere og stivere, den samler sig. Indtrængningen bliver dybere og smallere, holder sig også i snævre furer rent på sporet i stedet for at danse. Ved alu- betyder det: mindre bredt smeltebad, mindre varme ved siden af sømmen, færre anløbsfarver — ved fuld katodisk rensning af .

Karakteristikken: Rektangel, sinus eller trekant?

På nogle maskiner bestemmer du desuden, hvordan strømmen forløber i hver halvbølge — kurveformen.

• Rektangel (+/−): Strømmen springer straks til sit maksimum, bliver der og vipper først ved omskiftningen til den anden side tilbage til maksimum. Aggressiv, hård indtrængning, maksimal kraft til at bryde op. Til tykkere aluminium.

• Sinus (klassisk): Strømmen stiger langsomt og falder langsomt igen — i den positive og den negative halvbølge. Blød, rolig , ideel til tyndt materiale og følsomme emner.

• Trekant (+/−): Hurtig stigning, hurtigt fald — i begge halvbølger. Mellemvejen mellem rektangel og sinus.

De bedre maskiner lader disse karakteristikker endda kombinere — så indstiller du vekselstrømssvejsningen præcist til den enkelte anvendelse.

Jævnstrøm: lineær eller pulserende?

I har du to grundtilstande. Den lineære brænder med konstant strøm. svinger derimod mellem to værdier: en høj pulsstrøm, der smelter materialet, og en lav grundstrøm, der afkøler badet, men holder i live.

Frekvensen — hvor ofte der pulses per sekund — kan på mange maskiner indstilles fra 1 Hz til over 2.500 Hz. Ved 1–2 Hz arbejder maskinen som en symaskine: en dråbe, pause, en dråbe. Du ser nærmest, hvordan sømmen opstår skæl for skæl. Skruer du op til 2.500–3.000 Hz, er der kun et ultra-skærende bip og en gennemgående stabil — rene, glatte sømme ved lav varmetilførsel.

TTP: enkeltskuddet

Nogle maskiner tilbyder desuden TTP (enkeltskud). Du indstiller, hvor længe skal brænde — så slukker den af sig selv. Et kort, præcist skud, næsten ingen varme i emnet. Ideelt til hæftning, tynde plader og overalt, hvor du slet ikke giver en chance for at blive stor. På nogle maskiner kan enkeltskuddet kombineres med tænding ved at stryge — du stryger elektroden præcis der, hvor punktet skal være. Maksimal præcision.

Stigning og fald: svejsning uden fodpedal

Ikke alle har en fodpedal ved start. Med håndknappen på brænderen kan du indstille stige- og faldtiden. Trykker du på knappen, stiger strømmen langsomt eller hurtigt op til det indstillede maksimum — starter blødt, den tynde elektrodespids skånes. Slipper du, falder strømmen kontrolleret igen, indtil den faktiske afbrydelse. slukker ikke brat, men fylder slutkrateret ud — ingen revnestart i sømmens ende.