Overfladehærdning
, , induktionshærdning — hård skal, sej kerne
AI generated Nogle gange vil du kun have overfladen hård — kernen skal forblive sej. Det er præcis, hvad overfladehærdningsmetoderne gør: , og induktionshærdning. Tandhjul, aksler og lejer kører med hård overflade og sej indvendig. Kender du dem, forstår du også særhærdningsstål.
Et tandhjul skal være hårdt udvendigt (mod slid), men sejt indvendigt (så det ikke brækker). En gennemhærdning ville gøre det sprødt hele vejen igennem. Løsningen hedder : Kun det yderste lag hærdes, kernen forbliver blød og sej.
( + ) er den klassiske metode til lavtlegerede stål som . Forløbet:
1. : Emnet ligger i timevis ved 900–950 °C i en kulstofafgivende atmosfære. diffunderer ind i overfladelaget, indtil der er 0,7–1,0 % C — kernen beholder sine 0,15 %.
2. : Afkøling gør det opkulede overfladelag til hård , mens den kulstoffattige kerne forbliver blød.
Resultatet er den perfekte kombination: hård overflade, sej kerne. (Eht) fortæller dig, hvor dybt det hårde lag rækker — typisk 0,3 til 2 mm.
arbejder med i stedet for . Ved 500–570 °C diffunderer kvælstof ind i overfladen og danner ekstremt hårde nitrider. Den store fordel: Der sker ingen afkøling, altså næsten ingen vridning. Nitrerede lag er meget hårde og , men tynde (0,1–0,8 mm).
opvarmer kun overfladezonen lynhurtigt med et induktionsfelt og afkøler straks. Det er ideelt til store emner som krumtappe og tandstænger: selektivt, hurtigt og med defineret hærdedybde.
Alle tre metoder har direkte med at gøre:
• Særhærdningsstål er lette at svejse før (bløde, lavt kulstofindhold). Efter er overfladen for hård og for revnetilbøjelig til — svejsesømme hører til i den bløde kerne, før .
• Nitrerede overflader kan ikke længere svejses uden at ødelægge det hårde lag.
• Svejser du en særhærdet eller nitreret komponent sammen, ødelægger du i netop det hårde overfladelag, som komponenten har brug for.