Slidstærke & panserstål
Armox, Dillidur og Hadfield: hårde at have med at gøre, følsomme ved
AI generated Slidstærke stål som Dillidur og panserstål som Armox er designet til maksimal og . Hadfield-manganhærdestålet hærder endda sig selv under slag. Ved kræver hver sort sin egen, strenge varmestyring.
Disse stål har kun én opgave: at holde. Slidstærke stål som Dillidur (400–600 HB) trodser afslidning og stenslag i gravemaskiner, møller og tragte. Panserstål som Armox (370–600T) holder stand mod beskydning. Og Hadfield-manganhærdestålet er en klasse for sig selv: Det er sejt og blødt i leveringstilstanden, men hærder sin overflade selv under slag og tryk – gør det til materialet til knuserkæber, sporskifter og gravemaskinetænder.
Prisen for denne : høje legeringsindhold og en høj -ækvivalentværdi. Slidstærke stål og panserstål ligger på CEV langt over 0,5 – de danner straks hård, revnetilbøjelig i under . Kunsten er at beherske netop denne zone.
Hver sort kræver sin egen strategi. Slidstærke stål (Dillidur) svejser du med blødt martensitisk, lavtlegeret tilsatsmateriale og kontrolleret forvarmning – svejsesømmen må gerne være blødere end , det optager spændingerne. Panserstål (Armox) kræver lav varmetilførsel, for for meget varme ødelægger deres beskyttelsesevne – de ballistiske egenskaber hænger på strukturen. Hadfield-manganhærdestålet er særingen: Det må IKKE forvarmes og IKKE svejses varmt, ellers udskilles karbider, og stålet bliver sprødt. Her gælder: svejs koldt, små strenge, hold emnet køligt – om nødvendigt med vand imellem.
Fælles for dem alle: Svejsesømmen er næsten altid det blødeste sted i systemet. Det er med vilje – en duktil søm optager i stedet for at revne.