Destruktiv materialeprøvning

Destruktiv prøvning betyder: Man ofrer en prøve for at få hårde tal ud af den. Disse tal er materialelærens sprog — de står i ethvert datablad, ethvert certifikat og enhver svejseanvisning. Tre prøvninger skal du kunne læse.

. En standardiseret prøve (oftest tværs over svejsningen) trækkes langsomt fra hinanden, indtil den brister. Her måler man tre nøgletal:

• (Re): den spænding, hvor materialet begynder at deformere sig permanent. Den vigtigste styrkeværdi.

• (Rm): den spænding, hvor prøven brækker. Altid højere end .

• (A): hvor meget prøven har strakt sig før bruddet — målet for formbarhed. Sprø materialer strækker sig næsten ikke, seje strækker sig meget.

Ved er trækprøvningen tværs over svejsningen standardbeviset: Svejsningen skal mindst nå styrke. Brister prøven ved siden af svejsningen i , er det godt; brister den i svejsningen, var tilsatsen for svag.

. En prøve med en indskåret kærv slås i stykker med en pendulhammer. Man måler i joule — den energi, bruddet sluger. Jo flere joule, jo sejere. Temperaturen er afgørende: Mange stål er seje ved stuetemperatur, men bliver sprø i kulde. Omslagstemperaturen, hvor styrter, er nøgletallet for lave temperaturer (kryo, udendørs om vinteren).

. Et indtrængningslegeme (diamant eller kugle) presses med defineret kraft ned i materialet; størrelsen af aftrykket giver . Almindelige er Vickers (HV), Rockwell (HRC/HRB) og Brinell (HB). Ved måler man som en linje over → → . Maksimalværdien i er et centralt acceptkriterium — for hård betyder og revnefare.

Alle tre prøvninger tilsammen giver billedet: styrke (trækprøvning), (slagprøvning) og hærdning (). Den, der læser disse tal, forstår ethvert materialecertifikat — og ved, om en svejsning virkelig duer.