Afbrænding
Afbrænding er tabet af legeringselementer fra svejsbadet ved fordampning eller oxidation i lysbuen. Derved bliver svejsningen fattigere på legering og mister styrke, sejhed eller korrosionsbestandighed. Svejseren skal kompensere for dette tab ved hjælp af egnede tilsatsmaterialer eller beskyttelsesforanstaltninger.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
I lysbuen hersker temperaturer over 3000 grader Celsius. Legeringselementer med lavt kogepunkt fordamper. Det gælder for eksempel mangan (kogepunkt 2061 grader Celsius) og zink (907 grader Celsius). Andre elementer som titan eller aluminium reagerer med ilt fra luften eller fra oxider. De danner oxider, som flyder op som slagger eller forsvinder som røg. Dermed falder andelen af disse elementer i det flydende metal.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
Tabet af legeringselementer ændrer svejsens egenskaber. Mindre mangan og silicium betyder dårligere Deoxidation og lavere styrke. Mindre Krom betyder lavere korrosionsbestandighed. Stålet kan blive blødere eller miste sejhed. Porer, revner og utilstrækkelige mekaniske værdier kan blive følgen. Særligt kritisk er afbrændingen ved højtlegerede stål.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
Vælg et tilsatsmateriale med højere legeringsindhold end grundmaterialet. Så opvejer du afbrændingen. Eksempel: Ved MAG-svejsning kan mangan-afbrændingen være 10 til 20 procent. Brug derfor en svejsetråd med tilsvarende højere mangan-indhold. Vær opmærksom på den rigtige beskyttelsesgassammensætning. For meget aktiv gas som CO2 forstærker oxidationen. Arbejd med kort lysbue eller pulsteknik. Det reducerer overophedningen af smeltebadet. Elektroder med basisk belægning beskytter svejsematerialet bedre mod oxidation.