Diffraktionstidsmetode

Fysisk-kemisk virkningsmekanisme

Ved diffraktionstid-metoden arbejder to prøvehoveder over for hinanden, en sender, en modtager. Ved spidserne af en revne bliver ultralyden ikke reflekteret, men diffrakteret, og disse diffraktionsbølger løber til modtageren. Ud fra tidsforskellen mellem signalet fra den øverste og den nederste revnespids beregner apparatet fejlens dybdeplacering og højde. Fordi metoden udnytter diffraktion og ikke ekkoet, er den næsten uafhængig af, hvor gunstigt fejlfladen står i forhold til lydstrålen.

Metallurgisk relevans & risici ved svejsning

Netop deri ligger fordelen frem for den klassiske ekkometode: En stejltsiddende, dårligt reflekterende revne findes alligevel. Derfor bruges metoden på højt belastede sømme og der, hvor det gælder vurdering af revnevækst. Dens grænser ligger umiddelbart under overfladen og ved roden, fordi sender- og bagvægssignalet der dækker over indikationen.

Værkstedspraksis & handlingsanvisninger

Prøvefrekvens, prøvehovedvinkel og afstand retter sig efter godstykkelse og materiale, sædvanligvis nogle megahertz. Bølgelængden indstilles ikke, den følger af frekvens og lydhastighed: ved 5 MHz i stål ligger den i området omkring en millimeter, og finere end det kan ikke opløses. Før prøvningen indstilles apparatet på et referencelegeme med kendte fejl, og overfladen skal koble jævnt. Kun den, der er kvalificeret til det, må vurdere resultatet.