Kromaffinitet
Kromaffinitet beskriver kroms stærke binding til oxygen og kulstof. Dette fører til stabile oxidlag på overfladen og dannelse af karbider i det indre, hvilket øger hårdheden og korrosionsbestandigheden.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
Krom har en høj affinitet til ilt og kulstof. Under normale omstændigheder danner det et tyndt, stabiliseret oxidlag på overfladen, som forhindrer korrosion. Inde i materialet reagerer krom med kulstof og danner karbider, som øger hårdheden.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
En høj kromaffinitet kan give problemer, hvis materialet ikke svejses korrekt. Ved for hurtig afkøling opstår glashård martensit, som øger hårdheden, men også sænker brudstyrken. Ved for langsom afkøling dannes en grov kornstruktur, som reducerer sejheden og evnen til at optage deformationshastighed. Derudover kan korrosionen bestå eller endda forværres, hvis oxidlaget ikke dannes fuldstændigt.
Værkstedspraksis & anvisninger
For at udnytte kromaffiniteten optimalt er det vigtigt at behandle materialet under svejsning i omgivelser med beskyttelse eller under beskyttelsesgas (som Ar). Afkølingstrinnene skal være kontrollerede: for hurtig afkøling kan give glashård martensit (t8/5 < 5 s), mens for langsom afkøling resulterer i en grov kornstruktur og nedsat sejhed (t8/5 > 25 s). Svejsningen bør rengøres grundigt efter processen for at sikre, at der ikke bliver korrosion tilbage.