Deoxidation
Deoxidation binder opløst ilt i metalsmelten til stærkt iltaktive elementer som silicium, mangan eller aluminium. Disse oxider stiger op og udskilles som slagge. Uden deoxidation dannes porer og sprøde indeslutninger i svejsesømmen.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
I det flydende stål er ilt opløst atomart. Ved størkning falder opløseligheden for ilt brat. Ilt vil undslippe som gas eller forbinder sig med jern til jernoxid. Begge dele skader svejsesømmen. Ved deoxidation tilsætter man elementer med højere iltaffinitet, f.eks. silicium, mangan eller aluminium. Disse elementer binder straks ilten som faste eller flydende oxider. Oxiderne stiger op på grund af lavere massefylde og skummes af som slagge. Således bliver næsten ingen fri ilt tilbage i stålet.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
Uden tilstrækkelig deoxidation dannes gasblærer ved størkning. Disse porer svækker sømmen og kan føre til lækager. Samtidig opstår hårde, sprøde oxidindeslutninger, der virker som kærv og nedsætter sejheden. Ved dynamisk belastning brækker sådanne sømme tidligt. For meget deoxidationsmiddel er også skadeligt: Overskud af silicium eller mangan forskubber strukturen til højere hårdhed og kan fremme varme revner.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
Praktikere vælger tilsatsmaterialet efter grundmaterialet og overfladen. Til ulegeret stål tager man tråd eller stavelektrode med tilstrækkelig mangan og silicium (f.eks. G3Si1 med 1,5 % Mn og 0,8 % Si). Ved rustne eller tilskallede plader øger man deoxidationsandelen eller rengør sømflanken mekanisk først. Slaggen skal fjernes fuldstændigt efter hvert lagskift, så der ikke indesluttes oxider.