Dislokationstæthed
Dislokationstæthed er den samlede længde af alle dislokationslinjer per volumenenhed i en krystal. Den angiver, hvor stærkt et materiale er blevet plastisk deformet, og hvor meget det er koldforarbejdet.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
Dislokationstætheden beskriver antallet og længden af dislokationslinjer i en krystal. Disse linjer er steder, hvor den atomare gitterstruktur er forstyrret. Ved plastisk deformation flytter disse dislokationer sig, hvilket fører til øget styrke.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
En høj dislokationstæthed kan gøre materialet stærkere, men øger også risikoen for revner og varmerevner. Ved for høje værdier kan materialet ikke længere deformeres plastisk og brækker i stedet. Dette er særligt farligt ved svejsning under tryk eller ved høje spændinger.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
For at opnå en optimal dislokationstæthed, sørg for den rigtige afkøling efter svejsning. For hurtig afkøling kan føre til en for høj dislokationstæthed og gøre materialet mere tilbøjeligt til revner. Ved tunge materialer som stål er en kontrolleret afkøling i en ovn at anbefale for at øge styrken og undgå revner.