Hærdeprøvning
Hærdeprøvningen presser et prøvelegeme med defineret kraft ned i materialets overflade. Ud fra størrelsen af det blivende aftryk fås hårdhedsværdien. Sådan opdager man ved svejsning farlige ophærdninger i varmepåvirkede zone, som tyder på sprødt martensit.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
Et diamant- eller hårdmetallegeme trænger ned i overfladen under en fastlagt prøvekraft. Materialet yder plastisk modstand mod indtrængningen. Jo hårdere strukturen er, jo mindre bliver aftrykket. Ved svejsning måler man normalt efter Vickers (HV10). Denne metode arbejder med en diamantpyramide og en prøvekraft på 10 kilopond. Den målbare hårdhedsværdi fremkommer direkte fra diagonallængden af aftrykket. Ud over Vickers er Brinell og Rockwell almindelige, men til svejsesømme egner Vickers HV10 sig bedst, fordi aftrykket forbliver lille og kan placeres målrettet i den smalle varmepåvirkede zone.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
Efter svejsningen afkøler sømmen. For hurtig afkøling skaber hårdt, revnefølsomt martensit i varmepåvirkede zone. Hærdeprøvningen afslører sådanne zoner. Værdier over 350 HV10 betragtes som kritiske for ulegrede og lavtlegerede stål. Der truer brintinducerede koldrevner. Også en for blød zone kan tyde på udblødning ved anløbning, især ved hærdede stål.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
Til svejsekvalificering efter norm prøver man mindst tre aftryk i svejsegodset, i varmepåvirkede zone og i grundmaterialet. Overfladen skal slibes plan og være fri for glødeskal. Målepunkterne ligger 0,5 til 1 mm ved smeltelinjen. Ligger hårdhedsværdien over den tilladte grænse, skal svejseren øge varmeindføringen, forhøje forvarmningstemperaturen eller udføre en varmebehandling. Derefter prøv igen.