Lavlast-hårdhedsprøvning
Lavlast-hårdhedsprøvning skaber med lav prøvekraft et lille, præcist målbart indtryk i materialet. Således måler prøveren hårdheden punktvis i smalle zoner – for eksempel i varmepåvirkningszonen af en svejsesøm. En høj hårdhedsværdi viser glashård, revnetilbøjelig martensit der.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
Ved mikrohårdhedsprøvning trykker prøvemesteren en diamantpyramide med defineret, lav kraft ned i overfladen. Kraften ligger typisk mellem 1,961 N og 29,42 N. Indtrængningslegemet efterlader et bitte lille, pyramideformet aftryk. Prøvemesteren måler diagonalerne i dette aftryk under mikroskopet. Ud fra aftryksfladen og prøvekraftens virkning beregner han hårdheden. På grund af den lille kraft bliver aftrykket meget fladt og lokalt begrænset. Metoden skader emnet næsten ikke og tillader målinger direkte i smalle strukturområder.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
Hårdheden i svejsezonen viser strukturen og dermed revnerisikoen. Ved svejsning opstår der i varmepåvirkningszonen ofte hårde strukturer som martensit. En for høj hårdhed – ved ulegerede stål over 350 HV – betyder sprødt materiale og høj koldrevnerisiko. Også opkulninger i svejsemetallet eller i opblandingszonen peger på kritiske afkølingshastigheder. Kun med præcis hårdhedsmåling kan man sikkert finde sådanne farezoner. En overordnet måling på emnet overser lokale hårdhedsforskelle.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
Til svejsesømme egner mikrohårdhedsprøvning med Vickers-indtrængningslegeme og prøvekræfter fra HV0,5 til HV3 sig. Prøvemesteren sliber og polerer målestedet tværs over svejsesømmen. Han sætter mindst tre aftryk pr. zone: svejsemetal, varmepåvirkningszone og grundmateriale. Prøvekraftens virkning holder han konstant i 10 til 15 sekunder. På ulegerede stål tyder en hårdhed over 350 HV på martensit. Så skal svejseren forlænge afkølingstiden t8/5 – for eksempel ved forvarmning eller højere strengenergi. Efter en varmebehandling kontrollerer han igen, om hårdheden er faldet under grænseværdien.