Sidebøjeprøve
Sidebøjeprøven er et destruktivt prøveemne fra en svejseforbindelse. Den udtages tværs over sømmen og bøjes med den afskårne tværsnitsflade udad i 180°. Derved åbner indre bindefejl, porer eller revner sig straks synligt ved bøjekanten.
Fysisk-kemisk virkningsmekanisme
Ved bukning trækkes ydersiden af prøven kraftigt. Tværsnitsarealet af svejsningen viser alle indre uregelmæssigheder som bindingsfejl, porer og slaggerækker. Disse steder virker som kærve og koncentrerer bøjningsspændingen. Så snart den lokale forlængelse overstiger materialets brudforlængelse, revner prøven på det svageste sted. Sådan tester man formbarheden af hele sømmenes tværsnit.
Metallurgisk relevans & risici ved svejsning
Sidebøjeprøven påviser manglende gennemsvejsning, flankebindingsfejl, porer og slaggerindeslutninger. Også sprøde strukturer som martensit eller groft korn svigter ved bukning før den krævede bøjningsvinkel nås. Det viser en for hurtig afkøling af sømmen (t8/5 under 5 sekunder ved hærdbare stål) eller en forkert varmeføring. Prøven revner så ikke kun ved fejlstedet, men i hele det sprøde materiale.
Værkstedspraksis & handlingsanvisninger
Tag prøven tværs over svejsningen, sømmen ligger i midten. Prøvetykkelse 10 mm, bredde lig med den fulde sømtrykhed (maksimalt 40 mm), længde mindst 150 mm. Bøjningsvinkel 180°. Bøjningsdorn-diameter 4 × prøvetykkelse ved stål med brudforlængelse over 20 %, ellers 6 × prøvetykkelse. Ved opspænding lægges det afskårne tværsnitsareal udad mod træksiden. Efter bukning kontrolleres begge bøjningskanter: Enhver revnelængde over 3 mm betyder en fejl.